Onsdag den 9/11-2016 er elevholdet 2017/18 inviteret til det første forældremøde for netop deres årgang. Fra kl. 18.00 og frem til kl. 19.20 myldrer det ind med forældre og børn.
-Goddag og velkommen, lyder det ved indgangen til springcentret. Goddag, lyder svarene og vi får “kolde” håndtryk, for udenfor er det isnende koldt. Men de varme smil kompenserer for kulden:)
-Er I her nu igen, lyder spørgsmålet, når ansigter er genkendelige, fordi ældre børn har været elever på Skyum. Dejligt at I kommer igen, men også et stort velkommen til alle de, der for første gang sender et barn til Skyum:)
Indenfor er der varmt, og vi er klar til at modtage det kommende elevhold, der består af 94 drenge og 80 piger, fuldt hus.
Efter individuelle samtaler, mødes alle i hallen til opvisning ved elevholdet 16/17, og de gør det bare godt. De gør sig umage – de vil vise de nye elever, at vi kan lave gymnastik på Skyum, selv efter kun 13 uger på Skyum. Og selvom der er fejl, gør det ikke noget, for smilene viser, at vi kan li´det. Vi kan li´at lave gymnastik sammen!
Dernæst er det 17/18´s tur til at være aktive. Af med skoene og ud på halgulvet. De klumper lidt (læs meget), ingen ønsker at stå i forreste række, men i gang kommer de med små lege, lidt styrke og øvelser til håndstand.
-Så er det bare hjem at øve videre, så I kan stå i håndstand, når I møder ind til sommer. Og så er det også en nødvendighed, at I begynder at løbetræne, så den fysiske form er i orden fra skolestart, får de at vide:)
Legene og øvelserne på gulvet giver mange smil, det løsner lidt op og eleverne kommer til at røre ved hinanden. Ice-breaker:)
Undervejs er der info om skolelivet i Kulturhuset og endelig er der kaffe, saft og det helt store kagebord i spisesalen.
Vi håber, at eleverne 17/18 nu ved endnu mere om, hvad et ophold på Skyum kræver, at de ser frem til at lære ALLE de andre 17/18´er at kende, og vi håber, at de glæder sig rigtig meget til skolestart august 2017. Vi glæder os!
Som en dreng sagde på vej ud: Nu kan tiden kun gå for langsomt:)
Vi ses på Skyum….















The post Elevholdet 17/18 på besøg appeared first on Skyum Idrætsefterskole.