Vi er SÅ klar til at tage imod forældrene til elevholdet 16/17 søndag den 30. oktober!
Vinduerne er pudsede, gruset revet, flaget oppe, listerne lavet, talen skrevet, k-samtalerne forberedt, opvisningen klar, tærter i lange baner, farvestrålende salat og det helt store kagebord.
Vi har glædet os til at modtage forældrene, for vi har haft eleverne på skolen i 13 uger, og de gør det fremragende godt.
Gymnastikken i hallen, er IKKE BARE gymnastik – det er en OPVISNING! At se et helt elevhold på gulvet gøre sig så megen umage, det giver glæde og lidt stolthed:)
Der er fælles-serier, der er pigeserier, der er spring, der er drengeserie og med (næsten) strakte arme:). Imponerende, at de har lært det på den tid, de har været på skolen. Men…det betyder bare, at vi har endnu højere forventninger til præstationerne på gymnastikgulvet:)
Mad skal der til og køkkenet har lavet giga mange små tærter i tre udgaver: skinke, oksekød, laks og hertil den lækreste salat med ALT, hvad man kan tænke sig. Der spises overalt på skolen, hvor man kan finde en plads; i spisesalen, i hall´en, i cafeen, på gangene, i klasselokaler – alt er i brug!
Kl. 12.40 samles vi i Kulturhuset, hvor eleverne starter med at synge Mogens og Karen. De synger både godt og højt. Bravo:)
I talen lyder det bl.a.:
Jonathan og Jasmin sidder – rettelse ligger – i en tæt klump i en sofa i caféen sammen med en stor gruppe drenge og piger. Fjernsynet kører, men ingen ser på det. Eleverne er netop vendt tilbage til skolen efter en afslappende uge hjemme hos forældrene og gensynsglæden er både tydelig og meget lydlig:
- Ej, hvor har jeg bare glædet mig til at komme tilbage, siger Jonathan og strækker sig, så han kommer til at røre ved Jasmins lange, lyse hår. Her sker der altid noget. Derhjemme bliver det så stille og kedeligt, når man har været der lidt tid. Det føles helt tomt.
- Ja, det kan jeg godt følge dig i, svarer Jasmin og rykker lidt nærmere til Jonathan, så hun ligger helt tæt op af ham. Det jeg har glædet mig allermest til i ferien var, at det skulle blive søndag, så vi kunne komme tilbage – og inde i sig selv tænker hun – og til at være sammen med dig, Jonathan.
Kaptajnen melder om en rolig sejllads, en meget rolig sejllads i de første 13 af det 43 uger lange togt, og kursen bliver holdt. Her er ingen slinger i valsen, her er ingen kær mor, bemærker matroserne. Og det er – ligesom vejret – med til at give sikkerhed og stabilitet.
Der bliver skuret dæk, hver dag; der bliver vasket op, hver dag; der bliver … ikke skrællet, men tilberedt kartofler og andet godt i kabyssen 6 gange hver dag, der bliver malet og repareret, der bliver læst og studeret, der bliver sprunget og jongleret, der bliver driblet og roteret, der bliver grinet og grædt, og matroserne har erkendt, at det ikke er et krydstogt, de er på, for livet ombord kræver at man er på fra morgen til aften, stort set alt er skemalagt. Ja, mange gange har de så travlt, så det kan være svært at nå i bad efter aktiviteterne – eller i hvert fald at nå at få shampooen helt ud af håret.
Vi er i gang med Skyums 37. elevhold. Og det er helt fantastisk at opleve 170 Skyum-elever, der gør sig så megen umage med at forstå og gøre det, man skal, når et fællesskab med så mange unge mennesker skal fungere. De gør sig umage og dermed viser de, at de gerne vil hinanden, skolen og os. De har simpelthen en god indstilling og en god adfærd.
Vi har høje forventninger til dem, ligesom de har høje forventninger til deres efterskoleophold og til os! Det er synergi, så det basker, og det løfter, når vi gør os umage sammen, alle sammen.
F.eks. i forbindelse med knæk cancer indsamlingen, som kom i gang på et elevinitiativ. Det du´r og vi påskønner det 100%. 52.823 nåede vi op på, fordi I forældre bakkede op som I gjorde. Det gav jo bare endnu mere gnist og gejst til projektet, men også en form for ydmyghed og stor taknemmelighed.
………………………………….
TAK til alle involverede i forældremødet: elever, lærere, køkken, sekretær og pedeller. Det er når hele organisationen arbejder sammen, at vi lykkes! Jeg tog hjem fra forældremødet med en rigtig god mavefornemmelse og håber, at I forældre fik en fornemmelse af den hverdag, jeres børn er en aktiv del af:)
TAK til forældrene for opbakningen, de mange venlige ord og store smil. Vi samler på det:)
Vi ses på Skyum…



















The post TAK for besøget appeared first on Skyum Idrætsefterskole.