Kære forældre
Skyum den 14/10-2016
Fredag den 14/10-2016; efterårsferie; 11 uger siden skolestart; ¼ af skoleåret er passé, men… vi har stadig 32/33 uger forude!
Kartoffelferie hed efterårsferien i gamle dage, for i den uge skulle der graves kartofler op og børnene skulle hjælpe til. Tiderne har ændret sig. Der er nok ikke nogle af vores elever, der skal hjem på ferie og grave kartofler op!!
I køkkenet skræller de aldrig kartofler; det er alt for dyrt at bruge arbejdstimer på den opgave, også selvom eleverne hjælper til. Kartoflerne leveres med eller uden skræl; de skrællede i vacuumposer, lige til at hælde i gryden eller på bagepladen, sorterede, store, mellem, små – man kan få dem, lige som man vil have demJ
Kartofler findes i utallige sorter: faste, melede, gule, hvide, rødlige, runde, ovale, lange, pæreformede, nogle er skurvede, nogle er glatte, nogle er store, nogle er små.
Kartofler kan laves/formes på utallige måder; kogte, som mos, ovnkartofler, pommes-frites, franske kartofler, flødekartofler, bagekartofler og alle mulige andre.
Ja, ved nærmere eftertanke er kartofler sammenlignelige med elever. Ganske forskellige og fyldt med muligheder og energi!
Vores elever findes også i alle mulige ”sorter”, men alle indenfor kategorien drenge/piger anno 00 (ca) og de er nu vokset sammen til sorten efterskoleelever. De har hver deres personlighed, de har hver deres stærke og svage sider, de har hver deres udseende, men på trods af forskellighederne er der også ligheder.
Der er skabt stærke relationer på kryds og tværs, og de føler sig tilpasse i den store sæk med i alt 170 kartofler. De møver lidt rundt, der flyttes lidt rundt på pladserne, for et vist hierarki er under etablering, men ingen trædes til mos, og der er plads til alle.
Vi bor i syvende kartoffelrække, vil nogle mene, men nej: Vi bor i verdens centrum – lige der, hvor vi trives, hvor vi vokser, hvor vi udvikles. Vi er heldige kartoflerJ
Her er der ingen, der skal behandles som en varm kartoffel, selv om der kan opstå og opstår konflikter. Her har alle de samme præmisser at fungere under – dog med de hensyn, der skal tages til det enkelte individ.
Vi har netop gennemgået ALLE eleverne i lærergruppen, så vi alle har et indtryk af hver enkelt elev. En af vores målsætninger er, at alle elever skal føle sig hørt og set, at de har deres plads, at der en/flere, som bekymrer sig om netop ”mig”, for vi er en stor skole. Og jeg kan konstatere, at det i det store hele er meget positive kommentarer, der falder om jeres børn.
De er som sprøde, krydrede og lækre kartofler. Haps – en mundfuldJ Dog er der nogle, som måske skal have et lille skub for at komme i kog, mens der skal skrues ned for dampen for andre; andre igen har nogle småpletter, der skal ”skrælles” væk, men overordnet set er sorten 00 både produktiv, tilpasset ”jorden” på Skyum og yderst delikat.
Det vil I høre mere om til forældremødet den 30/10. Forinden kan I orientere jer om netop jeres barn/jeres børn, for i dag kan I læse evalueringer ved at gøre flg.:
Log ind på Viggo
Under punktet ”Dine relationer” finder du nederst et nyt punkt, som hedder Evalueringer
Klik her på linket ”Evaluering oktober 2016”
Så henter du en PDF-fil med dit barns evaluering
God fornøjelse med læsningen. Evalueringen danner baggrund for samtalen med kontaktlæreren på forældredagen, og på baggrund af evalueringen, kan I vurdere, om I ønsker samtale(r) med faglærere til forældremødet. Se bilag
På forældremødedagen er der mulighed for at prøve og at bestille skitøj, hvis eleverne ikke har eller kan låne skitøj til turen til Hemsedal i uge 2. Kartofler kan ikke li´ hård frost – de skal pakkes ind:)
Sportigan fra Nykøbing vil være til stede, formentlig i springcentret, så hvis I skal ud at investere i skitøj, er der mulighed for at gøre en god handel her. Tøjet leveres før jul, så det kan være en julegaveJ
…………
I weekenden den 29/10 – 30/10, hvor vi har forældremøde, kan eleverne vælge om de vil blive på skolen eller om de tager hjem og møder ind med jer søndag til forældremødet.
Og så vil jeg minde om, at vi har informationsmøde om landsmødet i dag kl. 14.00. Hvis I er forhindrede i at deltage, går det, for vi sender et referat af mødet til jer. Men…det er i fra den 15/10 – 6/11, at eleverne skal tilmeldes og det skal de gøre sammen med jer, så det er ved at være oppe over. Elever, der ved, at de ikke vil med til Landsstævnet har efterårsferie fra kl. 14.00.
………………
11 ”hårde” uger fyldt med oplevelser og glæde, slutter med… at vi lukker de åbne fløje!!! En rådden kartoffel!!! Det skete i tirsdags. Det var ikke populært. Men.. vi synes ikke, at alt går som det skal, når der er åbne fløje. Her tænkes på ”fri slikbar”, rod i skabe, dyner der gemmes, elever der går ind på værelser, hvor beboerne ikke er hjemme og lignende. Eleverne må nu lave aftaler om, hvordan de vil opføre sig, hvis de igen vil have åbne fløje. Når de har talt det igennem, må de tage det på et møde og redegøre for det, før vi beslutter, om vi åbner fløjene igen.
Til middagsbordet onsdag går snakken med elever, der gerne vil snakke; rigtig hyggeligt. – Er der noget, I er trætte af, lyder mit spørgsmål. Sådan rigtig trætte af? Neejj, lyder det, men pludselig siger én: Jo, at fløjene er blevet lukkede! Og der nikkes fra de øvrige ved bordet!
Fredag morgen: En sur kartoffel: Nogle drenge kom i går til at ”lege” med skabslåger på fløjen. At lege betyder at tage skabslåger af, at flytte rundt på dem osv..Det vil vi IKKE have, for inventaret kan ikke holde til det. Derfor var beskeden til morgensamlingen: I, der har været med, må melde jer og ellers lukker vi for nettet på fløjen. 7 drenge blev tilbage – dejligt at de havde modet til at melde sig. Når de gør det, er vi yderst samarbejdsvillige og det modsatte, hvis vi skal være ”detektiver”. På et værelse er et hængsel bøjet, men det var ikke en af de 7, der havde gjort det, så nu afventer vi, at den ”skyldige” melder sig inden middag, så drengene har internet på fløjen, når de vender tilbage fra efterårsferie.
EFTERÅRSFERIE – det var det, der satte alle kartoffel-tankerne/billederne i gang og jeg bekræftes i, at elever er sammenlignelige med kartofler. Ganske forskellige og dog så ens… fyldt med muligheder og energi og man kan få dem næsten lige som, man vil have demJ
Vi er i gang med at ”forme” eleverne til alsidige, selvstændige unge, der kan sige til og fra, så de kan sprudle i alle mulige udgaver, så de bliver de lækreste ”chips”, og så de kan begå sig i livet.
Det kan være, at nogle ligner en sæk kartofler, når I henter i dag, for de og vi trænger til afslapning, forkælelse og ferie:)
Vi kuler os ned en uges tid, men næste søndag vil vi igen være friske som nyopgravede danske kartofler:) Uhm, mums – lækkerbisken:)
Vi har det godt; vi er glade for jeres børn og vi tror/mærker, at de er glade for os, sådan da… Vi er de heldige kartofler:), og vi ser frem til den næste periode med smil, der flækker hele ”knolden”.
Med tak for de første 11 uger sammen med jeres børn og med ønsket om en god efterårsferie.
Vi ses på Skyum…
Med venlig hilsen
Hanne Haldrup
………………………………….
Og LIDT HJÆLP til juleweekenden, som I vil høre mere om til forældremødet
Vi er så småt i gang med forberedelserne til vores juleweekend som er sidste weekend i november. Hertil får vi brug for en masse kastanjer, kogler og nødder. Så hvis I skal i skoven i ferien, og vil samle ind for os, så vil vi meget gerne modtage dette efter ferien, så vi kan nå at få det tørret.
I kan lægge tingene i pigernes cykelskur. TAK
The post Nyhedsbrev oktober appeared first on Skyum Idrætsefterskole.