Endelig blev det den 1/9. En dag elevholdet 15/16 har set frem til og en dag, vi har set frem til.
At få – tæt på et fuldtalligt – elevhold på besøg er noget ganske særligt, for der knytter sig tonsvis af gode minder til elevholdet 15/16. Det er en FESTDAG:)
Utallige er de knus og krammere, der bliver delt ud. Ej, hvor er det fedt at se dig! Hvor har jeg savnet dig! Hvor ser du bare godt ud! Hvor er det skønt at være tilbage! Vi savner jer!
Eleverne myldrer ind og de bringer alt muligt gammelt ”skrammel” = gaver med, som placeres i Limfjordsstuen. Gaver, hvoraf mange har vandret i årevis på værelserne, og som nu skal overrækkes til de nye beboere på værelserne. Nogle af tingene er helt tilbage fra omkring år 2000, så det er klenodier!!

















Kl. 16.00 er der ved at være fyldt på tribunerne ved kunstgræsbanen. 15/16 på den ene side, 16/17 på den anden side. Lidt forsinket fløjtes pigekampen i gang, for det er svært at nå frem til tiden efter en lang skoledag.
Skyum vs Skyum! Først en velspillet pigekamp og dernæst en velspillet drengekamp. Højt niveau på arenaen en torsdag eftermiddag, den første dag i september 2016. Der bliver gået til den, men ikke mere end at det er godkendt. Der er jo meget på spil, ikke mindst æren. Og… vinderen er… SKYUM, BRAVO!!
16/17 spiser aftensmad, mens 15/16 samles i hall´en med knurrende maver. Sulten gnaver og de glæder sig til rigtig Skyum-mad.
Kl. 19.10 lukkes 15/16 ind i spisesalen. – Find tilbage til det bord, hvor I sluttede, lyder det. Jaahh, siger mange, tænker sig om et øjeblik og sætter sig ved bordet. Og så går snakken!!!!
”Ham takke alle vi med sang”, synges højt, for det er en tradition. Det er svært at komme til orde, men endelig, efter en tid: Værs´go til bord 3. Aaj, Hanne – vi troede bord 1 skulle starte. Men nej! Det blev bord 3.
Skinkesteg, flødekartofler, krydrede kartofler, sovs, salatbord, brød og til dessert hjemmelavet is med friske jordbær. UHM, det bliver nydt og der bliver spist igennem.
Vi har lidt travlt, men kl. 20.00 går 15/16 til deres gamle værelse for at møde de nye beboere, for at snakke lidt og for at give gaver. Vi håber ikke, at for mange unoder blev videreformidlet!!!!
Kl. 20.20 er der trængsel i hallen. Ca. 330 16-17-årige Skyum-elever samles til folkedans i hallen på en torsdag aften; musikken sættes på og dansen, den går. 2 kredse er der, og det var lige før, at vi var nødt til at lave 3. Glæden stråler ud af eleverne, se videoer på FB – de siger alt:). Det er totalt livsbekræftende!
15/16 er i gymnastiktøjet; det er fundet frem og det passer nogenlunde, selvom det måske sidder lidt strammere på nogle end for bare 3 – 4 måneder siden!!
Opvarmning med glæde og energi. OPVISNINGEN: den lille historie sættes i gang, eleverne finder deres pladser, Blæsten går frisk synges for fuld udblæsning(glædelse) og selve opvisningen. De må have øvet sig, for stort set alle kan huske serierne og de udføres med en naturlighed, som er smittende. De kiks, der er, kompenseres til fulde af den glæde og de smil, der fylder hele elevholdet.
Spring for fuld kraft, men her ses det, at det er nogen tid siden, at mange har sprunget…og hvis ikke det var for opmærksomme modtagere, kunne en dreng ha´ fået en slem skade. Men, han blev reddet!!
Elevholdet 16/17 kigger på, måbende. Får vi det lært? Ja, det gør I, hvis I vil. Og det vil I selvfølgelig:)
Videre det foredragssalen, hvor vi slutter gensynet med at synge to sange.
- TAK til jer, elevholdet 15 – 16, for jeres besøg. Det har været en fornøjelse at se jer og møde jer, lyder det og kig så lige på administrationsgangen og se pokalskabet, som vi har købt for jeres pengegave til skolen, inden I tager hjem.
På Tøttrupvej holder utallige biler; forældre der henter – de kender vejen… – og kl. ca. 22.00 forlader de sidste Skyum.
Elevholdet 16/17 får sen dessert, går på fløjene. Nu er skolen deres igen!
Tak for en aktiv dag på Skyum den 1. september 2016.
På søndag går turen til Tjekkiet:)
Vi ses på Skyum…
The post Gensyn med 2015/16 appeared first on Skyum Idrætsefterskole.