Kære forældre
Skyum den 5/8-2016
Nu er det allerede 6 dage siden, at I afleverede jeres børn på Skyum. Tiden går hurtigt, ufattelig hurtigt og alligevel føles det som om eleverne har været på skolen i lang tid. Et mærkeligt paradoks. Årsagen er nok, at eleverne og vi forundres over, hvor hurtigt man kan falde til på et nyt sted. Hvor hurtigt man lærer rutinerne, hvor hurtigt man kommer i snak med andre, hvor hurtigt man omstiller sig.
Et tilbageblik på i går, torsdag: Kl. 7.02 sidder eleverne på deres pladser. Godmorgen, bliver der sagt og der lyder et højt ekko fra eleverne: Godmorgen. Værs´go til bord 6, fortsætter morgenlæreren. Bord 6 går til ta-selv-bordene, mens skafferne henter vand og mælk. Rutinerne er indøvet. Og eleverne har lært, at de skal være der kl. 7.00, næsten… De møder op i sportstøj, som de skal, håret er sat, endnu da….
Til morgentimen synger vi to sange, og vi opfordrer eleverne til at synge med, og det går fint. Dét at høre sin egen sangstemme er nyt for mange og lidt grænseoverskridende, men når alle pipper med, gør det ikke noget, for så ”pakkes” man ind.
Kl. 7.30 er der støvsugerlyde alle vegne på skolen og der ryddes op og vrides klude. Morgenrengøring, så vi er klar til at gå i gang med dagen.
En tur i Kulturhuset torsdag formiddag, hvor drengene har gymnastik. Jeg åbner døren ind og en gennemtrængende ”mandehørm” møder mig som en mur, for drengene styrketræner og det giver sved og svedlugt:) Mange ømmer sig, og de er blevet bevidste om, at de har muskler, som de ikke anede eksisterede. At tro at gymnastik er for ”feminine” drenge er en fejltagelse, har de fundet ud af. Det kræver muskler og styrke og koncentration og mod at lave gymnastik og spring:)
Pigerne træner samtidig i hallen med rytmiske øvelser, hvor ben og arme skal koordineres, hvor fodleddene styrkes, hvor armene strækkes og de slutter med udstrækningsøvelser. AV, det gør ondt!!!
Tilbage på kontoret, hvor posten har været forbi med mængder af breve, små og større pakker. Åh, er der post til mig i dag, lyder det. Måske – det ser vi til middag. Det er dejligt at få breve og/eller pakker:)
Torsdag eftermiddag og fredag formiddag bød på tre valgblokke, hvor eleverne var ude at prøve det, de havde lyst til. Præsentationen af valgfag fortsætter mandag og tirsdag, og onsdag i næste uge vælges valgfag for perioden indtil jul. Der kan vælges håndbold, fodbold, badminton, volleyball, smidighed, rytme, spring, skoleband, begynderguitar, kun for drenge, løb, styrketræning, dance, DIY mv., men det er tydeligt, at vi er idrætsefterskole, når man ser udbuddet af valgfag:)
Torsdag aften var det drengenes tur til at få pigerne på besøg og her et uddrag fra dagbogen:
”Det har været en super hyggelig aften med Tour de piwer på æ karle kammer som gik intet mindre end fantastisk. Der gik lidt hat og briller i restitutionstimen, da drengene selvfølgelig satte alle sejl i søen for at imponere pigerne.”
Tøjkaos!!!! Vi beklager, at tøjleverancen i år ikke har levet op til forventningerne. Mange elever har været forbi Thomas Laursen, fordi noget var for småt eller for stort i forhold til bestillingen, fordi noget ikke var med, fordi der var fejl i trykket, fordi…. Vi får det udbedret så hurtigt som overhovedet muligt. Eleverne vil gerne have tøjet, helt forståeligt. Når de har det på, signalerer de straks, hvor de hører til. En go´ fornemmelse:)
95 elever bliver på skolen i weekenden. Rigtig godt. Derfor har de torsdag fået instruktion i, hvordan de køber vaskekort. Det er også god læring selv at vaske tøj:)
Vi kan konstatere, at vi er startet super godt op med elevholdet 16-17. De er simpelt hen rare at være sammen med: Lydhøre, venlige, imødekommende, smilende, høflige, opmærksomme og GLADE:) Førstehåndsindrykket er meget positivt:):):)
Der er også elever, som har svært ved overgangen og det har vi fuld forståelse for. Men et godt samarbejde mellem forældre og k-lærere og viljen til at ville, danner basis for, at det lykkes at komme over forhindringerne. Det håber og tror vi, vil ske. Der venter så meget godt forudeJ Så gi´ bare jeres børn et kærligt ”spark”, når de skal af sted igen søndag, hvis de er hjemme på weekend. Jeg minder om, at de skal møde ind i tidsrummet kl. 19.00 – 21.00 og melde deres ankomst på lærerværelset. I hjemrejseweekender, hvor eleverne typisk har fri en torsdag kl. 15.00, kan I hente jeres børn i tidsrummet kl. 15.00 – ca. 18.00. Dette af hensyn til jeres arbejdstider.
Vi øver navne, hele tiden, og som altid er der navnesammenfald. I år har vi f.eks:
5 Carolin´er
5 Ida´er
5 Juli´er
4 Nana/Nanna´er
6 Rasmus´er
5 Mads´er
5 Simon´er
4 Frederik´er
4 Jacob/Jakob´er
4 Jeppe´r
4 Malte/Malth´er
4 Thomas´er
Det bliver rart, når ansigter og navne kommer til at passe sammen, og det kommer, men… det vil tage lidt tid!
Næste uge er en helt almindelig uge på Skyum, for det er vigtigt, at eleverne finder ind i hverdagsstrukturen, inden vi allerede i uge 33 bryder op og tager på Blå Tur:)
Vi håber, at I kigger og læser med på både Facebook, Instagramm og hjemmesiden, og at I føler jer godt informerede om skolestarten. Resten af året vil vi også opdatere, men dog ikke så fyldestgørende som i denne uge.
Megen korrespondance vil foregå via vores Intranet, Viggo, så hvis ikke I er kommet på, eller hvis I har problemer med at komme på, må I kontakte Jens Jørgen på 97936888, lokal 2.
Jeg minder om, at vi beder om, at I benytter p-pladsen ved springcentret eller p-pladsen overfor skolen, når I henter og afleverer og at I IKKE holder foran skolen på Tøttrupvej.









































Med ønsket om en rigtig god weekend med ”afsavn” for nogle, mens andre får trætte efterskolebørn hjem. Forkæl dem bare, men send dem også glade tilbage på skolen på søndag.
Vi glæder os meget til at lære jeres børn endnu bedre at kende og vi har tårnhøje forventninger:)
Vi ses på Skyum…
Med venlig hilsen
Hanne Haldrup
The post Fredagshilsen 5/8 appeared first on Skyum Idrætsefterskole.