Kære forældre
Skyum den 27/4-2016
I dag kl. 06.45 holder Snedsted Turistbusser igen foran skolen, for drenge 1 og pige 1 skal til Strib og spille skoleligakampe håndbold, hvor både drengene og pigerne kæmper om at kvalificere sig til det afsluttende finalestævne i Fredericia den 25. maj. Kom så, Skyum
DM-euforien har lagt sig efter det flotte danske mesterskab i håndbold, men eleverne der tog med på turen, skal indbetale 40,- på kontoret for transporten. Det er tilbuds-pris:)
Kl. 9.00 drøner musikken ud af højtalerne i springcentret, for profiltræningen er i gang, ligesom rytmepigerne og fodboldeleverne træner i henholdsvis k-huset og på fodboldbanen.
1 time senere er der meget stille på skolen, for onsdag er en boglig dag, men kl. 15.00 vil der igen være musik, for til den tid, er der folkedans på skemaet:) Og så tidligt fri:)
Mange drenge tager i aften til Lerpytter, for at heppe på TFC´s U17-drenge, der skal spille pokalkamp mod HC Midtjylland.
I morgen torsdag den 28/4 kl. 05.00 kører bussen igen. Denne gang til Horsens, hvor pige 1 skal spille play-off kampe om kvalificering til DM fodbold. Drenge 3 (fodbold) tager med, for de skal spille kvartfinale i skoleligaen mod BGI.
Fredag den 29/4 er det drenge 2, der på hjemmebane, spiller kvartfinale i skoleligaen (fodbold) mod Center 10 fra Århus.
Og i næste uge starter de skriftlige prøver
I år har vi fået lov til, at dansk-prøven afvikles 100% digitalt. Det betyder, at prøven i sprog og sprogbrug er selvrettende, og at besvarelserne i modtagerrettet kommunikation og skriftlig fremstilling laves på computerne og sendes digitalt til censor.
Tilsvarende har vi fået lov til – i engelsk og tysk – at sende den skriftlige fremstilling digitalt, mens prøven i sprog og sprogbrug skal udfyldes på papir og sendes til censor.
Dermed slipper vi for at printe, printe og printe og det er i det hele taget meget nemmere, når besvarelserne kan sendes digitalt. Eleverne har fået nøje instrukser i, hvad de skal gøre, bl.a at de SKAL gemme i pdf-format.
ALLE elever skal medbringe høretelefoner til prøven i dansk, for der kan være lydfiler i prøveoplægget, og de SKAL medbringe forlængerledning og usb-stik til alle prøverne samt skriveredskab og til matematik passer, lineal, tegnetrekant mv..
For første gang er det i år kun de beskikkede censorer, der vurderer de skriftlige besvarelser. Tidligere har lærerne også skullet vurdere, men den praksis er ændret.
Fredag morgen den 29. april, trækker eleverne deres fordybelsesområde i dansk, og så går udarbejdelsen af synopsen i dansk i gang. Eleverne kan IKKE komme til prøven, hvis ikke de afleverer en synopse i rette tid!
Jeg vedhæfter et bilag med oversigten over de mundtlige prøver. Det kan være svært for jer at overskue, men så må I spørge jeres børn om, hvornår de skal til prøve. Eleverne har – så vidt muligt – fri dagen før, de skal til prøve, men vi holder ikke læseferie.
Netop i disse dage får eleverne standpunktskarakterer af deres faglærere, for de skal gives, inden de skriftlige prøver starter.
Og så ikke et ord mere om eksamen i denne omgang….
………………………
Den 9/5 tager teamgym til VM på Brejninggaard Efterskole.
Den 17/5 tager fodboldspillerne til DM på Gørlev Idrætsefterskole, den 18/5 eller 19/5 tager pigerne afsted til DM rytme på Stevns og den 19/5, tror vi, tager teamgym til DM i Helsinge. Vi har lige noget buskørsel, der skal koordineres, så derfor den lidt upræcise udmelding. Kom så, Skyum!!
………………………..
Og så får I lige nogle dagbogsindlæg fra de seneste 14 dage, for de fortæller alt:
Mandag d. 11/4: Det har været en rigtig dejlig aften – glade og tilpasse elever. JH har sat servietterne væk, da der var svineri efter forfriskning. Lækker aftensmad og efterfølgende stille og rolig restitutionstime. Aftenen blev brugt i springcentret med Jeppe, mange brætspil i cafeen, rytme i foredragssalen og ellers hygge rundt omkring. Til aftensamlingen havde vi nyt tema “Godt og blandet”, som bla. bød på Gerda og bæveren, Jesper Svenningsens “Hjælpesang” og “Alle Sømænd” – Det var et stort HIT Jeg opdagede til aften, at mange af pigerne har sat deres senge sammen, men jeg har sagt, at de får besked på at sætte dem på plads igen i morgen. XX og XX havde gang i vandkrig efter aftensang og spillede meget uskyldige, selvom jeg havde observeret dem længe
De blev pænt bedt om at rydde op og derefter hente mig igen. Og det gjorde deJ
Onsdag d. 20/4 blev en af de gode. Efter en smule kådhed til aftensmad, blev det en stille og rolig aften med spring, forskellige hygge-boldspil i hal og K-hus, plagen (uden held) om at blive kørt til Koldby efter slik – diverse computer- og brætspil i caféen. Til aftensamling så vi et afsnit af “Fuckr med dn hjern” med Peter Lund Madsen. Nogle drenge fik lov at se fodbold til kl. 22.50, hvorefter de hurtigt fandt deres senge. Fine godnatrunder med megen hyggesnak.
Mandag d. 23/4: En god aften med k- arrangement, som Sus´ k-gruppe stod for. Der var bukkespringskonkurrence og buetovskonkurrence. Eleverne bakkede godt op om arrangementet, og de havde det sjovt og morede sig over de “kiksede” spring, der var undervejs. Heldigvis kom ingen til skade under deres sammenstød med bukken. Til slut blev der kåret en vinder som var Mathias k-gruppe. Herefter var alle i foredragssalen til en omgang kahoot om livet på Skyum, hvor Thomas k-gruppe løb med sejren.
Tirsdag 24/4: Det har været en aften fuld af good old school energi. Steffen åbnede op for volley i hallen, alle var velkomne. I springcentret var der 80’er tema, både via musikken og tøjet. Det blev til en farverig succes med de bedste klassikere. Generelt en dejlig stemning på skolen og en rolig aften, dog med lidt semifinale fodbold der “liiiiige” skulle ses. Drengene er lidt snottede, så der er kommet en dille med at have kæmpe toiletruller på værelserne, de blev pænt samlet sammen og lagt på plads.
……………………………….
Den 1. maj får vi hele elevholdet 2016/17, 92 drenge og 80 piger, på besøg:) Igen et tegn på, at tiden rinder ud for 2015/16, men, men… vi vil nyde de sidste 8 uger i fulde drag i fantastisk godt selskab med 2015/16.
Torsdag den 12. maj er det igen tid til en aften med kontakt-hygge, hvor kontaktgrupperne enten vil være på hjemmebesøg eller være sammen på skolen med deres kontakt-lærer. Det er HYGGE:)
Af hensyn til jeres planlægning, kan jeg oplyse, at afslutningen torsdag den 23/6 starter omkring kl. 15.00, og der er nok hilst af omkring kl. 18.30…, men det kan tage tidL
Og…selvom det kan lyde trivielt, må jeg IGEN rose jeres børn for deres måde at være efterskoleelever på, for deres måde at være sammen på, for deres måde at være sammen med.
De er simpelt hen søde og glade og positive og sjove og ”frække” og frejdige og finurlige og frimodige og friske og tillidsfulde og engang imellem tøsede eller tonsende og ind i mellem…. dovne og lade og trætte og ugidelige(helt som teenagere engang imellem er!!)
Men…de får TOPkarakter for deres indstilling og deres indlevelse og deres engagement og deres energi og deres livslyst, livskraft og livsglæde!!!
Man kan KUN blive glad i låget og i godt humør, når man kører på arbejde og når man kører hjem igen:)og ikke mindst derimellem:), også selvom FORÅRET STADIG LADER VENTE PÅ SIG. ØV!!!
Vi ses på Skyum…
Med venlig hilsen
Hanne Haldrup
The post Nyhedsbrev nr. 2 – april appeared first on Skyum Idrætsefterskole.