Kære forældre
Torsdag den 8/10-2015
Hvem kan forstå, at det er 10 uger siden, at I afleverede jeres børn på Skyum? Dengang med sommerfuglene baskende i maven, men nu som en selvfølgelighed, når I afleverer efter en weekend.
10 uger ud af 43 uger, næsten ¼ del af skoleåret!! Tiden spurter! Det gælder om at få det hele med, og det gør jeres børn, for de tager i mod ALT! De er simpelt hen fantastisk dejlige at være sammen med, intet mindre:)
September og starten af oktober har budt på smukke efterårsdage med blå himmel, sol og stille vejr, men nu mærker vi efteråret: blæst, gråvejr og regn! Årstiderne i Danmark er dejlige. Jeg elsker det skiftende vejr – især hvis vi selv kunne få lov at fordele dagene….Til NM onsdag den 7/10 kunne vi f.eks. godt have brugt solskin og tørvejr. Det fik vi ikke, men eleverne tog det med oprejst pande og fightervilje. Selv dét kunne ikke slå dem ud! Og vi fik 4 hold med til slutspillet den 21/10, heriblandt drenge 1, der fik en 1. plads ved at vinde over både Hanherred og Aabybro. Det er altså bare flot. Tillykke til de 4 hold:)
Årstiderne er et fortrinligt billede på et efterskoleophold, for også et efterskoleår følger et mønster – dog med uforudsigeligheder (ligesom årstiderne).
I løbet af et skoleår er der varme, lyse og stille dage og kolde, mørke og stormfulde dage. Vi bestemmer ikke selv placeringen af dagene, for det er pubertetsbørn, vi arbejder med og humøret svinger. Der er dage med totalt overskud, totalt godt humør og dage med totalt underskud og totalt dårligt humør.
Det er i det spil, at eleverne udvikles, at modenhed i form af balance og harmoni udvikles, at afklarethed og ro opstår: Jeg er mig og jeg anerkender og accepterer ”mig” med mine både stærke og svage sider. At nå dertil er selvindsigt, og selvindsigt giver ro og autencitet: At være et eftertænksomt menneske, som ved, hvad man står for. Den proces er måske den allervigtigste i et år på efterskole. Den ruster til livet!
De sidste mange uger på skolen har stort set kun budt på go´e dage, lyse dage, varme dage. Jeres børn/ vores elever tager fra, byder ind, er deltagende og meget søde, høflige og venlige at være sammen med. De husker stort set altid at sige ”tak”. Et lille ord med en enorm betydning!
Hverdagene fungerer tæt på 100% optimalt. Det er flot, imponerende flot, at 174 elever, som nu er blevet til 171 elever, i den grad har formået at omstille sig og tilpasse sig en ny kultur på bare 10 uger. Status er, at de er faldet til, at de føler sig hjemme, at de trives, at de udvikles og at holdfællesskabet vokser dag for dag.
At udvikle et fællesskab er en krævende proces, som kræver af eleverne og af skolen. Eleverne må være villige til at give afkald på individuelle privilegier og bidrage til det fælles, ligesom skolen må styrke det fælles ved fælles aftaler, fælles oplevelser og fælles aktiviteter.
Vi har netop gennemgået alle eleverne i lærergruppen, som en forberedelse til forældremødet den 1/11 og som en sikkerhed for, at vi har fokus på den enkelte elev. Jeg kan konstatere, at der falder mange, mange rosende ord om jeres børn, men selvfølgelig også nogle kritiske kommentarer, som vedrører enkelte elever. I evalueringen, som I modtager i uge 43 og til samtalen med kontaktlæreren den 1/11, vil I kunne høre nærmere om dette.
Til idrætsdagen den 24/9 fik eleverne ros fra de mange skoler, der var på besøg på skolen eller fra skoler, hvor eleverne var ude at undervise. F.eks. skriver en skole:
Kære Skyum
I skal være stolte af at have sådanne 4 dygtige elever på jeres skole… Samtlige af eleverne på alle 3 klassetrin gav 5-6 ud af en skala på 1-6 (hvor 6 var højest).
Jeg giver dem ret:-). Jeres udsendte elevers indslag var gode, og selvom de stadig er elever, tog de opgaven ganske naturligt. Valget af musik og takterne til indslagene passede godt, og øvelserne var varierede. De gjorde et godt indtryk på mine kollegaer og ikke mindst mig.
Mvh…
Og brev fra en anden skole:
Kære elever, køkkenpersonale og lærere på Skyum
Vi er lige kommet ind i bussen på vej hjem fra idrætsdagen, og vi sidder nu og taler om vore oplevelser.
Alle – som i ALLE – elever har haft en dejlig dag. Elevernes egne tillægsord: fantastisk, cool, god, super, sej, hyggelig, hård, perfekt.
Lærerens oplevelse:
-Skyumelever: I er kontaktfulde, ansvarsbevidste, imødekommende, høflige, hjælpsomme og meget, meget dygtige.
-Lærere: godt koordineret og meget veltilrettelagt dag!
-Køkken: tak for kaffe og dejlig formiddagsmad!
Vi ses på Skyum!
Glade hilsner…






Til Åbent Hus dagen den 27/9 var eleverne de bedste ambassadører, vi overhovedet kan forestille os. Venlige, imødekommende, klar, parate, aktive, udadvendte, ærlige, ligefremme og dygtige til at fortælle om skolen og til at svare på spørgsmål fra gæsterne. Sådan! Den dag viste de deres skole frem, og ”stoltheden” og ejerskabsfølelsen var tydeligt til stede:)
Det er sjældent, at der står ting i vores interne dagbog, der skal følges op på, men det sker dog. F.eks. har drengene nu fundet på at bytte rundt på navneskiltene ved værelserne. Det går ikke! Derfor fik de til morgentimen besked på, at skiltene skal tilbage på de rette pladser, for ellers lukker vi for nettet på drengefløjen. Den medicin plejer at virke:)
Det sker, at det kniber med at overholde aftentiderne på begge fløje, for der er meget, der skal snakkes om…, men tiderne skal respekteres, så der er ro, så alle kan få deres søvn. Ellers kan eleverne ikke præstere det de skal den næste dag, og vi kan ikke levere den vare, vi gerne vil og som vi har lovet. Punktum!!!
Jeg ved, at elevernes første elevfest gik rigtig godt. Det siger både forældrehjælperne og eleverne. Forældrene bemærkede især elevernes glæde, at de passede på hinanden, at de ryddede op og at de tog Skyum-værdierne med, selvom de var væk fra skolen og selvom der kom alkohol i blodet. Ingen måttes hentes hjem, fordi de blev dårlige. Dejligt at eleverne kan feste sammen; det giver også fællesskab.
Næste elevfest er planlagt, og det bliver torsdag den 3/12. Snart kommer der igen brev til jer om hjælp til festen og levering af natmad. Håber det igen kan lykkes at få forældre til at hjælpe, selvom det er en torsdag aften.
Onsdag den 7/10 kl. 10.10 sidder jeg i cafeteriaet på Lerpytter. Lokalet er fyldt, for når der ikke spilles kampe, rykker eleverne fra de 5 skoler på skift indenfor for at få varmen, for at hygge. Der spises madpakker, der spises pommes frites, der spilles bordtennis, der spilles musik og snakken går. ”Gamle” Skyum-elever kigger indenfor, snakker lidt. Har I pjækket, lyder mit spørgsmål. Nej, nej, vi har pause, siger de med et smil. Hyggeligt at møde dem og dejligt, at de kigger forbi.
Meget er i gang. Denne uge har – ud over NM fodbold – budt på blokdage i de boglige fag, for også den disciplin skal dyrkes på Skyum, så færdighederne løftes. Opholdet er også en forberedelse til at gå videre på en ungdomsuddannelse.
Torsdag den 8/10 kl. 8.15 spilles der igen fodbold på Skyum. Denne gang er det drenge 2, der spiller mod elever fra handelsskolen i Thisted og kl. 11.30 tager 4 hold til Nr. Nissum Efterskole for at spille håndboldkampe. Og i aften har vi venneaften med omkring 115 gæster på skolen. Hele tiden sker der noget…
I morgen fredag den 9/10 har eleverne et almindeligt formiddagsprogram, men over middag er der rengøringsinstruktion, for efter de første 10 uger byttes der rengøringsområder. En vigtig disciplin og igen et tegn på, at ca. ¼ af skoleåret er passe.
Erik Møller vender tilbage efter efterårsferien. Såret er helet så meget op, så han er klar til at komme på arbejde igen. Det er vi glade forJ
Tirsdag den 20. oktober kommer elevholdet 2016 – 17 på besøg og jeg er sikker på, at eleverne kan huske, hvordan det var, da de var på besøg for 1 år siden. Vi har næsten fuldt hus til 2016/17, faktisk har vi kun 3 pigepladser tilbage. Dejligt!
Den 21/10 er der NM slutspil for de 4 hold, der har kvalificeret sig, og i weekenden den 23/10 – 25/10 skal elever, der har taget træner-lederuddannelse i boldspil blive på skolen, for den weekend kommer der klubbørn på skolen, som de skal undervise og aktivere.
Weekenden efter, den 30/10 – 1/11, skal profilfagene spring og rytme blive på skolen, for i den weekend er det gymnaster, der skal undervises og aktiveres.
Søndag den 1/11 har vi forældremøde og vi glæder os meget til at se jer alle. I har modtaget invitationen, men nærmere vedr. samtaletidspunkter følger i uge 43.
Jeg minder om foredraget med Emilia van Hauen onsdag den 18/11 kl. 19.30, hvor vi håber, I har lyst til at lytte med sammen med jeres efterskolebarn. Fælles oplevelser er go´e:). Det bliver et foredrag med titlen ”Farvel succestyranni – og goddag til bidrag og relationer”, se bilag. Pris pr. person incl. kaffe og kage, kr 150,-. Eleverne er selvfølgelig gratis med.
I morgen, fredag den 9/10, får eleverne efterårsferie kl. 14.30 og I må gerne forkæle dem lidt, mens de er hjemme. Det fortjener de!
Men send dem glade afsted igen søndag den 18. oktober. Der venter meget godt, og vi glæder os til den næste periode med jeres børn.
Med ønsket om en rigtig god ferie og med tak for samarbejdet de første 10 uger af skoleåret.
Vi ses på Skyum…
Hanne Haldrup
The post Nyhedsbrev oktober appeared first on Skyum Idrætsefterskole.